Head of Design, Coloplast
2021
Mit navn er Hans Falleboe.
Design er for mig den oplevelse vi giver til brugerne.
Designere er dem, der forestiller sig løsninger og sætter retningen. Designere er de professionelle, der forstår at omsætte uhåndgribelige behov til gode produkter. Det er vores opgave at forstå brugernes udfordringer og begrænsinger, og med respekt udarbejde holistiske løsninger og oplevelser, der overgår brugernes forventning. Design er både funktion og æstetik, og kan ikke skilles ad.
Design er mange discipliner forankret i mange individer, og det er med til at gøre det spændende og mangfoldigt, men det er også en udfordring for at skabe en fælles fortælling og destillere et fælles DNA ud af. Design er både tanker, processer, metoder, æstetik, funktion og bæredygtighed, og jeg vil gerne være med til at skabe den røde tråd og fortælle værdien af, hvad alle disse discipliner bringer.
Jeg ønsker at skabe forståelse for, at godt design er godt for forretningen. Hvis man investerer tid og energi i at skabe løsninger, der er attraktive for kunden, så er det også med til at øge efterspørgslen på varen.
I Coloplast er Design med i de allertidligste processer, der undersøger hvad brugernes behov er og omsætter dem til produkter og services. Det er med til at sikre, at de løsninger vi udarbejder er relevante og attraktive.
Jeg er uddannet Arkitekt og Industriel Designer fra Arkitektskolen i Aarhus og er Afsætningsøkonom fra CBS. Jeg har været Designchef i Louis Poulsen, Direktør i Morfoso og senest Head of Design i Coloplast.
Ud over Designrådet er jeg medlem i Dansk Industris Designboard og KADKs aftagerpanel for Design.