Jeg arbejder med indsamling og udstilling af design og forsker i designhistorie og designprocesser. Og så lever jeg med design ligesom alle andre mennesker.

Designkritikeren Stephen Bayley har engang sagt, at design er det 20. århundredes kunst, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Design er selvfølgelig meget mere end kunst. Men efter kunsten holdt op med at være skøn i det 20. århundredes begyndelse, så er det faktisk kun inden for design, at vi finder den skønhed, som er så nødvendig for mennesket som kulturvæsen. Begrebet design er en videreudvikling af det italienske renæssancebegreb ”disegno”, der betegner den konceptualiserede fase, hvor kunstneren nedskriver den guddommelige idé. Det er en ny- platonisk forestilling, som er blevet overført til modernitetens produktkultur. Det handler altså på den ene side om en intuitiv og dermed kunstnerisk arbejdsproces, hvor man søger at nå det optimale resultat for en funktion eller genstands form. Designbegrebet er normativt og med tiden har det for den almindelige bruger af ordet flyttet sig fra at være et verbum, en handling eller en proces, til at være et substantiv, der betegner en god form eller idé.

Design er det kulturområde, som Danmark er mest kendt for internationalt. Midt i det 20. århundrede blev Danish Design et brand – ved en tilfældighed eller et held: Danmark var ikke blevet industrialiseret, men havde fint håndværk i et moderne formsprog. Og efter anden verdenskrig ville man så gerne tilbage til godt håndværk i avantgardekredse i især USA. Design som overlevelsesstrategi handler altid om at differentiere sig fra andre. Det har Danmark som nation haft held til at gøre i det 20. århundrede.
Design er blevet et helt selvfølgeligt konkurrenceparameter for alle internationale virksomheder i dag. De som ikke tænker design ind i udviklingsprocesser kan slet ikke konkurrere. Men hvis man gør det samme som de andre, så opnår man ikke at differentiere sig og dermed overleve.

Selvom design er banalt i dag, så er det stadig noget som gør mennesker gladere og giver dem en bedre tilværelse. Designbegrebet har igennem de seneste årtier været ved at opløse sig selv med postulater om, at alt er design, og at designere kan klare alle verdens udfordringer og problemer. Hvis alt er design, så er intet også design. Hvis designverdenen ikke selv er i stand til at forklare almindelige mennesker, hvad der menes med design, så er der fare for, at det ikke bliver taget alvorligt, det bliver opfattet som tom snak. Det er trist, for design kan så meget godt. Jeg tror og håber, at snart vil udvidelsen af designbegrebet og de designprofessionelles naive storhedsvanvid stoppe, og man vil vende tilbage til at afgrænse designbegrebet, så det giver mening.
Måske skal man i virkeligheden tilbage til begrebet ”disegno”, altså lægge vægt på at design kan tilbyde noget, som videnskaben og de rationelle tilgange til udvikling og problemløsning ikke kan, nemlig en intuitiv, prøvende, ikke saglig arbejdsmetode, som minder om kunstnerens. Når man ansætter designere i store virksomheders direktioner i dag, så er det måske i virkeligheden en erkendelse af, at kunsten vitterlig kan have en afgørende betydning i vores liv.

Designhistoriker, cand. mag., forskningsområde: 20. og 21. århundredes design. Udstillings- og samlingschef, Designmuseum Danmark. Censor Syddansk Universitet og Kunstakademiets Designskole, medlem af aftagerpanel Syddansk Universitet. Forfatter, seneste bog: Wegner – just one good chair, Strandberg publishing/Hatje Cantz 2014. Kurator, seneste udstilling: The Danish Chair – An International Affair, Designmuseum Danmark.