Mit navn er
Ida Engholm.
For mig er design

distinkt eksklusivt —

Lektor, Kunstakademiets Designskole

Medlem siden 2010

‘Design’ er distinkt eksklusivt og demokratisk inklusivt; unikt udformet og industrielt masseproduceret; kunstnerisk nyskabende og formelt konventionelt.

Det er æstetisk sanseligt og funktionelt instrumentelt. Design betegner unik skabelse og masseforbrug, kunstneriske eksperimenter og metodiske processer. Det er en tilgang til at skabe services og til at fremme innovation i processer og det er en organisatorisk ressource.

I dag er det blevet naturligt at forstå design som, om ikke alt, så en hel del. Design diskuteres og bruges i mangfoldige registre og på talrige måder, og både indholdsmæssigt og skalamæssigt spænder begrebet over et utal af emner, steder, objekter og processer. Denne faglige udvidelse rejser en række spørgsmål om, hvad design er og kan i dag. Og om hvordan designbegrebet har udviklet sig i takt med sin succes, og om hvordan det spiller ind på designernes faglige praksis? Hvilke virkninger har det for eksempel på det omgivende samfund og på designfaget, at komplicerede sociale processer er blevet et design anliggende og at blandt andet Havard Business review og McKinsey er begyndt at skrive nyhedsbreve om design som det nye sort i management? Hvad fortæller det om vores tid, at det netop er nu, designbegrebet er under forandring?

Det er spørgsmål der optager mig i min forskning og i regi af Designrådet. Pt er jeg involveret i et projekt i rådet, der diskuterer designbegrebet i en dansk kontekst. Formålet er at se på, om det er muligt at identificere nogle grundlæggende fællestræk – et dansk design DNA? Og hvad udgøres det i så fald af? Lukrerer vi stadig på vores glorværdige fortid eller skaber vi design til fremtiden? Projektet er en platform for en række initiativer der med forskellige tematikker diskuterer, udfordrer og undersøger dansk designs aktuelle status og mulige fremtidsspor.

Lektor ved KADK, The Royal Danish Academy of Fine Arts, School of Design. Faglig leder af diplomuddannelsen i designledelse, KADK. Forfatter til flere bøger og forskningsartikler om design og designrelaterede emner. Chefredaktør for det internationale forskningstidsskrif, Artifact, Intellect Books