Kronik: Vil Danmark stadig være design-nation? ­—

06-02-2018

I Bay Area og udlandet generelt er vi høj grad kendt som en Designnation. Det må og skal vi gøre bedre. Ikke ved nedskæring, men ved udvikling. Vi skal via omverdenens syn på os selv forstå, hvad det er vi er så gode til, forny og modne det til gavn for det danske samfund, erhvervslivet, eksporten og brandingen af Danmark i udlandet.

Kronik om Designrådets studietur til Bay Area af Jens Martin Skibsted, stifter af Biomega, formand for Designrådet og Lars Thøgersen, CEO, CPH ID, næstformand for Designrådet. Bragt i Børsen d. 24. januar 2018.

Det er varmt og vi er mange i et mindre lokale uden aircondition i den Californiske sensommer. Ukendte tekniske komponenter hænger i loftet, en væg er dekoreret med gamle orgelpiber i et rum fyldt med rodede skriveborde og slidte stole. Her emmer af aktivitet og skabertrang. ”Artificial Intelligence in software? – Well, non-intelligent software – is just bad software”. Ordene kommer fra en mand med armen i slynge, sandaler og hår i alle retninger, der ved hvad han taler om: Mød Saul Griffith; stifter, drifter og manden bag Otherlab i Soma. Energientusiast og canadisk Ph.d. i Materials Science and Mechanical Engineering, der den næste time giver en tour de force i virksomheden til 20+ medlemmer af Designrådet aka the Danish Design Council, der er på studietur i Bay Area Californien.

En tur i Otherlab illustrerer på bedste vis endnu et kraftcenter, der bygger på maker-bevægelsen, som findes så mange steder i Bay Area med Palo Alto, San Francisco og Silicon Valley som centre.  I Otherlab er det først og fremmest energiløsninger der kredses om; bæredygtige løsninger for køling, opvarmning, energiproduktion, men også automation herunder pneumatiske robotarme, der kan arbejde tæt sammen med mennesker i modsætning til de kendte industrirobotter med flere akser, der er styret af en programmering og derfor oftest er afskærmede, så mennesker ikke kommer i vejen for deres bevægelser og kommer til skade.
Design ekspanderer i alle retninger og i ”betydning”.

Vi besøgte på de 4 dage en lang række førende virksomheder og uddannelsesinstitutioner som College of Environmental Design på Berkeley, ChangeLabs på Stanford, Facebook, Google Hardware, Fuseproject og mange flere designfyrtårne.

Det var virksomhedernes og institutionernes designdrevne afdelinger vi besøgte, og det var gennemgående, at der bliver oprustet kraftigt på designfronten. F.eks. Google, der jo primært er kendt som en software virksomhed med søgemaskinen som grundaktivitet, men udover at det også kræver designere indenfor interface og brugeroplevelse, så er en af virksomhedens nye satsninger at komme ind på hjemme-automationsmarkedet. De services man ønsker at tilbyde kræver en lang række produkter, der kan bære de nye services frem til kunderne, såsom den stemmestyrede digitale assistent, der svarer på snart sagt hvad som helst; fra vejret i morgen til bestilling af pizza og andet masserne menes at have brug for og vil købe. Der samtidig vil levere mængder af data til Google.

Men det gælder hele vejen rundt fra Facebook, Google, Crystal Dynamic, der udvikler computerspil med Lara Croft som hovedaktivitet. Alle mobiliserer kraftigt på designfeltet fra researchers til konceptskabere til prototyper, iterationer og tætte samarbejder mellem alt fra start-ups til globale virksomheder og Venture Capital, der søger ”The right ideas” og teamet der kan eksekvere. Et dynamisk miljø, der i høj grad kapitaliserer på Einsteins forudsigelse:

”Fantasi er mere vigtig end viden. For mens viden omfatter alt det, der er, omfatter fantasi alt det, der vil komme til at være”.

Men som vi ved; fremtiden er her allerede, den er bare ulige fordelt.
Verden vil have danske designere

Et af de mest vindende oplæg for turdeltagerne var ChangeLabs på Stanford University; Banny Banerjee, del af det internationale Advisory Board, der netop er blevet tilknyttet Dansk Design Center og Designrådet, som ad flere omgange har besøgt Danmark. Han leder ChangeLabs og har en vidunderlig ukompliceret måde at tilgå verdens stadigt stigende kompleksitet. ChangeLabs er et trans-disciplinært institut, der har udviklet en metodologi de kalder ”Deep Change Model”, der ”muliggør innovation af interventions stier til udfordringer der er skalerede, komplekse, multi-dimensionale og vigtige”. Multidisciplinær krydsbestøvning på højt niveau med udgangspunkt i designtænkning.

Han er ikke i tvivl om Danmarks meget stærke position – både historisk og nu. Han minder os dog om – på hans milde diplomatiske indiske facon – at Danmark i dag er i en global kontekst, hvor resten af verden efterspørger den danske model for holisme, tværfaglighed og den menneskelige vinkel på udnyttelsen af ny teknologi.

En anden bemærkelsesværdig karakteristik ved de virksomheder og institutioner vi besøgte var, at vi mødte mange – og hørte om endnu flere – danske og skandinaviske designere, der kommer direkte fra deres studier eller med relativ begrænset erfaring og meget hurtig gør karriere og stiger i graderne i de globale virksomheder de kommer ind i. De hyppigste svar på årsagen til det, er netop vores holistiske tilgang, der sammentænker nye teknologier med udgangspunkt i menneskers behov, udtrykt i en tilgængelig og æstetisk form i høj kvalitet. Et seriøst udenlandsk vink med en vognstang, om at vi bør prioritere de designfaglige kompetencer. Både for den udenlandske efterspørgsel, men så sandelig også, så vi kan få glæde af den herhjemme.

For nyligt kunne man i øvrigt se, at den engelske regering har ansat 800 service designere. Det signalerer et stærkt strategisk skifte i måden som også det offentlige forventer at skulle levere services til borgerne i fremtiden. Vi får selv brug for det samme.
Den danske designbranche

Vi har i Danmark og andre steder i verden oplevet store – særlig konsulenthuses – akkvisition af design bureauer. De kapitaliserer på, at designbranchen sjældent selv har været særlig dygtige til at sælge – og måske særligt – værdiansætte deres værdiskabelse, for de kunder de har og ønsker at få. En kærnekompetence i konsulenthusene.

Den danske designbranche må ikke lade politikerne og det øvrige samfund glemme, hvad vi kan både nu og i den stadigt stigende digitale fremtid. Resten af verden har ikke glemt det.

Men hvad sker der så herhjemme: Nyligt er designuddannelserne kraftigt decimeret på landsplan og findes nu slet ikke længere i f.eks. Århus. I selvsamme by der i år er Europæisk Kulturhovedstad og så sent som 12. oktober var ramme for Designrådets uddeling af Designrådets Pris, der blev givet til de tre stiftere af Designit, der netop i Århus stiftede virksomheden i 1991 og solgte den i 2015 for over 600 Mio DKK til Indisk ejede Wipro. En teknologi- og konsulentvirksomhed, der i høj grad kender til sine kunders behov og efterspørgsel efter en lang række af designydelser og designmetoder.

I Bay Area og udlandet generelt er vi høj grad kendt som en Designnation. Det må og skal vi gøre bedre. Ikke ved nedskæring, men ved udvikling. Vi skal via omverdenens syn på os selv forstå, hvad det er vi er så gode til, forny og modne det til gavn for det danske samfund, erhvervslivet, eksporten og brandingen af Danmark i udlandet.