Mit navn er
Kasper Frahm.
For mig er design

immaterialret —

Jeg beskæftiger mig som advokat dagligt med beskyttelse og håndhævelse af designs på vegne af innovative virksomheder. For et kreativt videnssamfund som Danmark er design et af vores vigtigste konkurrenceparametre i den globale konkurrence. Undersøgelser viser, at virksomheder der målrettet fokuserer på deres immaterielle rettigheder klarer sig bedre i både den lokale og globale konkurrence end andre virksomheder i deres branche.

Som person har jeg som mange andre danskere længe været interesseret i design og designprocesser. Som jurist er designbegrebet for mig imidlertid defineret af EU-Designfororordningen: “Et design er et produkts eller en del af et produkts udseende, navnlig bestemt af de særlige træk ved selve produktets og/eller dets udsmyknings linjer, konturer, farver, form, tekstur og/eller materiale.”

Min vigtigste opgave som advokat for virksomheder med designs er at sørge for, at disse virksomheder tildeles en rimelig juridisk beskyttelse for det bidrag, som deres design har været for vores fælles designarv. Design er i konstant bevægelse, og advokater og domstole der beskæftiger sig med design skal forsøge at ramme den rette balance mellem hensynet til eneretten for designere og hensynet til den frie konkurrence.

Kasper er partner i Plesner Advokatpartnerselskabs afdeling for immaterialret. Han er anerkendt i internationale rating-publikationer som en af Danmarks førende advokater indenfor varemærker og designs, og han repræsenterer både danske og udenlandske klienter i retssager. Kasper har skrevet flere artikler om immaterialret og holder foredrag både i Danmark og udlandet. Han er medlem af organisation MARQUES, hvis formål er at varetage interesserne for verdens største varemærke- og designvirksomheder. Kasper har studeret i både USA og England.