Mit navn er
Maria Bruun.
For mig er design

både kunstnerisk og kommercielt —

Møbeldesigner

Medlem siden 2021

 

Design er et allestedsnærværende element i hverdagen, både som almen forbruger, og som skaber af design. Den daglige vekslen imellem design som ‘funktion’ og ‘ambition’, er udgangspunktet for alt hvad jeg skaber.

Design er en rytme, en iteration og en proces i konstant forandring. Men det er også materielle nedslag, og evnen til at skabe reel og blivende formgivning – for vigtigst af alt er det at design manifesterer sig fra tanke til konkret handling.

Design er nysgerrighed, respekt og omhyggelighed, der samtidig skubber til grænserne for, hvordan vi forstår de rum og de genstande, vi omgiver os med. Målet er altid at udvikle design og møbler med æstetisk omtanke for tid og sted, der bidrager med mere end det rent funktionelle. Design skabt ud fra et ønske om kærlig formgivning, veludført håndværk samt en nøje palet af udvalgte materialer. Beskueren og brugeren knyttes uadskilleligt til de designede objekter – som hverdagens scenografi, idet design bliver en del af individets grundlæggende selvforståelse. Design rejser spørgsmålene: Hvem er du i rummet, hvem er du i forhold til dine møbler, hvilken mening har formen for din krop, materialerne for din hånd, tyngden for dit sind og sammenhængen for din forståelse af dig selv? Hvordan indgår du i helheden?

Jeg er optaget af dansk designs fortid, nutid og fremtid. Vi er på vej ind i en ny og spændende tid for dansk møbel- og produktdesign. Vi respekterer, og står på skuldrene af de modernistiske koryfæer og vores designhistoriske æstetiske opdragelse – men det er tid til noget nyt!

Min ambition er at stå stærkt på, at godt design betyder noget og bidrager til at tegne en ny generation inden for dansk møbeldesign.

Maria Bruun er uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Designskolen, og hun har base i København, hvor hun arbejder med møbler, interiør og udstillinger i krydsfeltet mellen det kunstneriske og kommercielle, med en insisteren på at det ene ikke udelukker det andet.

Hun slutter sig til en mangeårig dansk designtradition. Med oprigtig respekt for klassiske danske møbler, bygger Maria på dette fundament i en innovativ tilgang, og skaber sine designs i tæt dialog med dygtige håndværkere.

I 2021 blev Maria Bruun tildelt den anerkendte danske Finn Juhl -pris. Hun var også den første møbeldesigner, der blev inkluderet i det toårige arbejdslegat ‘Den Unge kunstneriske Elite’ fra Statens Kunstfond (2019-2020). I 2018 blev hun nomineret til Dezeen Awards ‘Årets nye designer’. I 2015 blev hun optaget som medlem i Kunstnersamfundet. I 2014 vandt Maria Bruun Danish Design Awards “Årets Design”. Hendes værker er blevet vist på anerkendte museer som Design Museum i London og Designmuseum Danmark. Senest har hun præsenteret totalinstallationen ‘Reflected Surroundings’ på den anerkendte kunst og design platform Design Miami Basel.